Byrådet godkender ny parkeringsplads ved Græsted Eventplads

Publiceret 18-06-2026

Parkeringspladsen finansieres af midler, der er afsat til anlæg i forbindelse med reetableringen af Søborg Sø.

Byrådet har på mødet tirsdag den 16. juni godkendt, at der bevilges og frigives 300.000 kroner til etablering af en ny parkeringsplads på Græsted Eventplads ved Holtvej.

 

Parkeringspladsen skal være med til at imødekomme behovet for flere parkeringsmuligheder ved den sydvestlige del af Søborg Sø, hvor der især på dage med mange besøgende kan være pres på de eksisterende parkeringsforhold.

 

Den nye parkeringsplads forventes anlagt som grusparkering på cirka 1.100 kvadratmeter med plads til 15 personbiler og tre biler med trailer. Den præcise placering på eventpladsens areal bliver fastlagt i forbindelse med de nødvendige myndighedstilladelser.

 

“Det er positivt, at vi nu kan skabe bedre parkeringsforhold ved Søborg Sø og samtidig bruge eventpladsens muligheder endnu bedre. Græsted Eventplads har et potentiale, som rækker ud over det, som den bruges til i dag, og jeg håber, at flere aktører vil få øje på pladsen som et oplagt sted at afholde arrangementer,” siger Brian Lyck Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.

 

Græsted Eventplads bliver i dag især brugt i forbindelse med det årlige Græsted Veterantræf, og etableringen af parkeringspladsen sker i dialog med arrangørerne bag arrangementet.

 

“Vi skal selvfølgelig sikre, at løsningen fungerer godt sammen med de aktiviteter, der allerede foregår på eventpladsen. Med den nye parkeringsplads får vi en praktisk forbedring for besøgende ved Søborg Sø, samtidig med at vi understøtter eventpladsens rolle som et aktiv for lokalområdet,” siger Susan Kjeldgaard, næstformand i Teknisk Udvalg.

 

Parkeringspladsen finansieres af anlægspuljen til Søborg Sø, som blandt andet er afsat til rekreative områder, stier og lignende omkring søen.