Som en del af et pilotprojekt har en håndfuld borgere netop afsluttet et forløb på syv uger på bibliotek BLIK i Græsted, hvor de to gange om ugen har deltaget i kognitiv stimulationsterapi for deres demenssygdom i den lette fase.
Forløbet er et nyt tilbud, der er kommet til i samarbejde mellem Gribskov Kommune og Frivilligcenter Græsted.
Terapien handler om at styrke sprog, hukommelse, tænkning og livskvalitet. Deltagerne mødes til hyggelige aktiviteter, samtaler, små øvelser og kaffe i trygge rammer.
Og projektet er kommet rigtig godt fra start. Deltagerne har oplevet tydelige fremskridt både i sproget, i fællesskabet og i evnen til at klare mere selv i deres hverdag.
Deltagerne fortæller også om glæden ved at være sammen med andre i samme situation, og om et sted, hvor man kan være sig selv, uden at skulle skjule noget eller føle skam over sin sygdom.
Nye hold bliver opstartet løbende. Det er gratis at deltage i et forløb.
Hvis du vil høre mere om tilbuddet, eller hvis du ønsker at tilmelde dig til et kommende hold, så kan du skrive til kommunens demenskoordinatorer på demens@gribskov.dk.
Læs her om de tilbud, kommunen tilbyder borgere med demens
Herunder kan du se, hvordan møderne ser ud i praksis.










