Vidste du, at du kan stille forslag til politikerne i byrådet?

Publiceret 20-05-2026

På Gribskov Kommunes hjemmeside kan alle borgere, der er fyldt 16 år, stille forslag, de ønsker behandlet i byrådet. Sådan har det været i otte år – men kun få borgere gør brug af det. Politikerne opfordrer flere til at gøre brug af muligheden for medindflydelse.

Som borger i Gribskov Kommune har man mulighed for at komme med forslag til sager, som man ønsker behandlet i Byrådet. Ordningen hedder ”borgerdrevne forslag” og blev etableret i 2018.

For at stille et forslag, skal man være borger i kommunen og være fyldt 16 år. Det er ganske simpelt at stille et forslag. Det kræver blot få klik på kommunens hjemmeside. Eneste krav til forslagene er, at de skal have relevans for opgaver, der faktisk løses i kommunalt regi, og så må de ikke indeholde injurierende eller personfølsomme oplysninger.

Kun få borgere stiller forslag

Da ordningen sidst blev evalueret i 2024, valgte byrådet at sænke aldersgrænsen fra 18 år til de nuværende 16 år.

På trods af dette har kommunen siden da kun modtaget 10 borgerdrevne forslag. Ingen af disse nåede i sidste ende frem til politisk behandling.

”En let adgang til medindflydelse”

På byrådsmødet tirsdag aften blev det på økonomiudvalgets anbefaling besluttet at gøre det lidt lettere at få et forslag fremsat politisk.

Hidtil har et forslag skullet opnå 400 stemmer fra befolkningen for at nå frem til politisk behandling. Det tal har byrådet nu reduceret til 300.

”Det er et tilbud om let adgang til medindflydelse, som jeg synes, det er værd at bevare. Som borgmester er jeg i sagens natur en ivrig tilhænger af lokalt engagement og lokaldemokrati. Og jeg vil bestemt opfordre både unge og gamle til at gøre brug af muligheden for at få gode ideer ind på det politiske forhandlingsbord,” siger borgmester og formand for økonomiudvalget Trine Egetved.

Næstformand i økonomiudvalget, Brian Lyck Jørgensen, tilslutter sig:

”Jeg håber, det vil betyde, at vi ser flere borgerdrevne forslag nå frem til os i byrådet. Og så vil jeg opfordre Gribskovs borgere til at komme på banen med de gode ideer og slå lidt på tromme for dem i lokalsamfundet, så vi får flere forslag til politisk behandling,” siger han.

Stil dine forslag – og stem på andres – på hjemmesiden

På gribskov.dk kan du fremsætte dit forslag. Det er også her du finder en oversigt over forslag, der aktuelt er til afstemning.

Afstemningen foregår også på kommunens hjemmeside. Alle borgere, der er fyldt 16 år, kan stemme for et forslag. Opnår et forslag 300 stemmer, udarbejder administrationen et dagsordenpunkt og forelægger det til politisk behandling i økonomiudvalget og i byrådet.

Ordningen vil blive evalueret igen i slutningen af 2027.

Fakta: Retningslinjer for borgerdrevne forslag

Det er kommunens administration, der vurderer, om de indsendte forslag overholder de fem retningslinjer, som byrådet har fastsat. Retningslinjerne er følgende:

  • Forslag skal have relevans i forhold til den type opgaver, kommunen løser
  • Byrådet kan vælge at afvise forslag, hvor der allerede er truffet en beslutning, og hvor der ikke er nye oplysninger
  • Forslaget må ikke indeholde injurier eller personfølsomme oplysninger
  • Det er kun borgere i Gribskov Kommune, der må oprette forslag
  • Forslag og stemmer bliver slettet efter 12 uger, eller når forslaget bliver behandlet i byrådet.

Byrådets medlemmer fortsat har mulighed for at rejse sager politisk, herunder via initiativretten, uafhængigt af stemmetallet.

Du kan stille forslag og afgive stemme her: Borgerdrevne forslag