Fremgang i afgangsprøverne på Gribskovs folkeskoler

Publiceret 05-10-2026

Eleverne i 9. klasse på Gribskovs folkeskoler opnåede samlet set bedre resultater ved afgangsprøverne i skoleåret 2025/26 end året før. Fire ud af fem skoler har løftet karaktergennemsnittet, mens én skole har oplevet tilbagegang.

Foto: Ulrik Hansen

Det samlede karaktergennemsnit i de obligatoriske prøver er steget fra 6,7 til 7,0, mens gennemsnittet i de bundne prøvefag er steget fra 6,6 til 6,8. Samtidig har 91,3 procent af eleverne opnået mindst karakteren 2 i både dansk og matematik. Dermed ligger Gribskov stadig over landsgennemsnittet på 89,0.

”Det er rigtig positivt, at vi samlet set ser en tydelig fremgang, og at fire ud af fem skoler løfter deres faglige resultater. Det er først og fremmest elevernes og medarbejdernes fortjeneste. Gode resultater kommer ikke af sig selv. Vi har i Gribskov arbejdet intensivt med at forbedre faglighed og læringsmiljø de senere år, og der er grund til at glæde sig over den udvikling, vi ser,” siger Astrid Recinella, formand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget.

Færre dumper dansk og matematik 

Der er fremgang i karaktergennemsnittet på Bjørnehøjskolen, Gilbjergskolen, Gribskolen afdeling Græsted og Sankt Helene Skole. Sankt Helene Skole har den største fremgang i de obligatoriske prøver, hvor gennemsnittet er steget fra 5,9 til 6,9. Bjørnehøjskolen er gået fra 6,5 til 7,1, Gilbjergskolen fra 6,8 til 7,2 og Gribskolen afdeling Græsted fra 6,4 til 6,8.

Også når man ser på, hvor mange elever der består både dansk og matematik, er der markant fremgang på flere skoler. På Gribskolen afdeling Græsted opnåede samtlige elever mindst karakteren 2 i de to fag mod 90,3 procent året før. På Gilbjergskolen steg andelen fra 88,7 til 96,9 procent.

Nordstjerneskolen er den eneste af de fem skoler, der oplever tilbagegang. Her er gennemsnittet i de obligatoriske prøver faldet fra 7,3 til 6,7 og i de bundne prøvefag fra 6,9 til 6,3. Andelen af elever, der har opnået mindst 2 i dansk og matematik, er faldet fra 93,3 til 82,9 procent.

”Det er vigtigt, at vi både glæder os over den samlede fremgang og ser nøgternt på, hvor der fortsat er noget, vi skal arbejde med. Når én skole går tilbage, skal vi selvfølgelig tage det alvorligt og se nærmere på udviklingen. Ét års prøveresultater kan ikke stå alene, men de giver os vigtig viden om, hvor vi skal have vores opmærksomhed. Målet er, at den positive udvikling skal komme eleverne på alle vores skoler til gode,” siger Morten Dahlberg, næstformand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget.

Flere elever består dansk og matematik end på landsplan

Sammenlignet med landsgennemsnittet har Gribskovs folkeskoler haft en mere positiv udvikling i prøveresultaterne. Mens det nationale gennemsnit ved de obligatoriske prøver er uændret på 7,3, er Gribskov steget fra 6,7 til 7,0. Samtidig er gennemsnittet ved de bundne prøvefag på landsplan faldet fra 7,3 til 7,1, mens det i Gribskov er steget fra 6,6 til 6,8. Endelig er andelen af elever, der har opnået mindst karakteren 2 i både dansk og matematik, uændret på 91,3 procent i Gribskov, hvilket er over landsgennemsnittet på 89,0 procent.

Dermed har Gribskov reduceret afstanden til landsgennemsnittet på begge karaktermål og fastholdt en høj andel af elever, der består dansk og matematik.