Der er konstateret opblomstring af blågrønalger i Esrum Sø og Esrum Å. Gribskov Kommune fraråder derfor badning for både mennesker og dyr, indtil situationen er normaliseret.
Den seneste tids varme vejr og den lave vandstand, har sandsynligvis bidraget til opblomstringen, da varmt og mere stillestående vand giver gode vækstbetingelser for blågrønalger.
Blågrønalger kan danne giftstoffer, som kan være skadelige for både mennesker og dyr. Hunde og andre dyr er særligt udsatte, da de kan drikke af vandet eller slikke alger af pelsen.
Gribskov Kommune følger situationen og giver ny information, når forholdene ændrer sig.

