Hver onsdag kort før klokken ti går Kamilla Thomsen og Jesper Larsen i gang med forberedelserne.
På kort tid forvandler de to lærere et fællesområde på Bjørnehøjskolen til ét stort diskotek, som de kalder ”Onsdagsdans”.
I et år har de nu ved hjælp af diskolys, popmusik og fri dans forsøgt at skabe fællesskab på tværs af klasserne, så ingen elever skal føle sig alene.
"Idéen med onsdagsdans opstod, fordi det skulle være et frirum for de elever, der synes, at legeplads i en halv time er virkelig svært. Alle har glæde af fællesskaber. Ingen står op for at gå alene i skole, alene ud i frikvarteret og alene hjem," fortæller Kamilla.
Dans nedbryder barrierer
Onsdagsdans blev hurtigt populært, og det er ikke sjældent, at Kamilla og Jesper skal holde styr på op til 70 elever på dansegulvet i frikvarteret.
På dansegulvet kan man danse med sig selv eller opdage, at der er en dreng eller pige fra parallelklassen, man kan blive gode venner med, fortæller Kamilla.
"Vi får nedbrudt nogle af de barrierer og fordomme, børnene kan have om hinanden. Vi oplever, at de små elever ikke betænker sig ved at få hjælp af en stor elev, hvis de har slået sig, fordi de kender hinanden fra onsdagsdans," uddyber hun.
Og kendskabet til hinanden har skabt et styrket fællesskab på skolen, tilføjer Jesper.
"Det, der gør, at man er god i skolen, er, at man fungerer godt i et fællesskab med andre. Både i klassen og på tværs. Og vi oplever, at mange elever leger sammen på kryds og tværs, og blandt indskolingen og mellemtrinene har vi oplevet et styrket fællesskab," siger han.

