Naturnationalpark styrker Gribskov Kommune

Borgmester og udvalgsformand ser frem til, at Gribskov bliver en af Danmarks to første naturnationalparker, hvor vild natur får lov til at trives. Det vil for eksempel gavne biodiversiteten, børn og unges læring, og så vil Gribskov Kommune blive endnu mere attraktiv at besøge og bo i.

Gribskov - altså skoven - skal fremover være mere vild med masser af plads til dyr og planter, urørt skov og store græssende dyr. Gribskov er nemlig blevet udnævnt til naturnationalpark.

Det er regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, der har afsat knap 105 millioner kroner til at skabe mere vild natur til gavn for biodiversiteten. En af indsatserne bliver forberedelse af landets to første naturnationalparker, der skal etableres i Fussingø ved Randers og altså i Gribskov i Nordsjælland.

Styrker Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Borgmester Anders Gerner Frost kalder det en god aftale:

”Miljøet er et centralt tema, som skal være i fokus også for de kommende generationer. Derudover vil en ”vild” naturnationalpark give en yderligere dimension til Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som har en helt unik kultur- og naturhistorie. Så alt i alt vil den nye naturnationalpark være med til at gøre det endnu mere spændende at gå på opdagelse i vores kommune. Vi glæder os til at gå i gang med opgaven,” siger borgmesteren og tilføjer, at det er godt nyt for alle nordsjællandske kommuner i nationalpark-samarbejdet.

Gavner lokaler skoler og daginstitutioner
Også formand for udvalget Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard ser frem til, at Gribskov bliver naturnationalpark.

”Her i Gribskov Kommune har vi stort fokus på, at vores kommune skal være grøn, og at vores fantastiske natur bevares. En naturnationalpark er helt i tråd med dette. Et sted, hvor skoven står helt urørt er en spændende tilføjelse – både for de mange, der bruger vores natur til aktiviteter – og ikke mindst til vores lokale skoler og daginstitutioner, som vil kunne bruge det i undervisningen af vores børn,” siger formanden.


Yderligere oplysninger:
Anders Gerner Frost, borgmester, tlf. 7249 8215
Pernille Søndergaard, formand for Udvikling, By og Land, tlf. 7249 8218