Plan, Miljø og Klimaudvalget i Gribskov Kommune har den 22. september 2026 endeligt vedtaget Lokalplan 556.02. Afgørelsen er truffet efter Planlovens § 27.
Planernes indhold og formål
Lokalplan 556.02 fastlægger rammerne for både den eksisterende landsby og udviklingen på Ørby Gade 3. Planen skal sikre, at ny bebyggelse kan indpasses i landsbyens struktur og skala, samtidig med at landsbyens kulturhistoriske, landskabelige og grønne kvaliteter understøttes.
På Ørby Gade 3 giver lokalplanen mulighed for op til 12 boliger i fire rækkehuslænger. Der stilles krav til blandt andet bebyggelsens placering, omfang, udformning og materialer. Samtidig sikres en grøn kile, faunapassage, eksisterende vådområder og bevaringsværdige træer.
Revisionen af lokalplanen bygger desuden på en SAVE-registrering af bygninger opført før 1960 og en ny registrering af bevaringsværdig beplantning. Bestemmelserne om bevaringsværdige bygninger og træer, skiltning, grønne tage og solceller er samtidig opdateret og præciseret.
Offentlig høring og ændringer
Planforslaget har været fremlagt offentligt i perioden fra den 8. juni 2026 - 4. oktober 2026. Kommunen modtog i den forbindelse 37 høringssvar med følgende hovedemner:
- omfanget og udformningen af boligbebyggelsen på Ørby Gade 3 og ønsket om at fastholde den tidligere planlægning med færre boliger
- landsbyens kulturhistoriske, landskabelige og arkitektoniske værdier
- biodiversitet, bilag IV-arter, faunapassage og naturforhold på Ørby Gade 3
- bevaringsværdig beplantning, herunder særligt den store bævreasp på Ørby Gade 3
- trafik, vejforhold samt håndtering af spildevand og regnvand
Efter offentlighedsfasen er der indarbejdet mindre væsentlige ændringer i den endelig udformning af lokalplanen:
- § 8.8 suppleres med en generel bestemmelse om, at bevaringsværdig beplantning skal sikres bevaret både ved projektering og under udførelse af bygge- og anlægsarbejder. Hermed sikres blandt andet beskyttelsen af den store bevaringsværdige bævreasp på Ørby Gade 3.
- To birketræer på Ørby Gade 8 udgår af udpegningen som bevaringsværdige på baggrund af oplysninger om træernes tilstand. Bilag og kort konsekvensrettes.
- Bilag 3 suppleres med et udpegningsskema for det bevaringsværdige beplantningsbælte ved Askemosevejen 10, så grundlaget for udpegningen fremgår tydeligere.
- § 8.5 og § 13.2 suppleres med krav om, at der inden for faunapassagen etableres sten- og grenbunker af en størrelse og opbygning, der forbedrer områdets kvalitet som raste- og overvintringssted for padder.
- SAVE-registreringen for Ørby Gade 7 er genvurderet efter ejers bemærkninger omkring ombygninger og ændringer bygningen. Originalitetsværdien ændres fra 5-6 og den samlede bevaringsværdi ændres fra 4 til 5. Ændringen medfører ikke ændringer i den planmæssige regulering af ejendommen.
- Henvisningen til Charlotte Pia Aller som lokal sparringspart i forbindelse med registreringen af bevaringsværdig beplantning fjernes fra lokalplanen og udpegningsskemaerne. Dette ændrer ikke den faglige registrering eller udpegningen af beplantningen.
- Der foretages desuden mindre sproglige og redaktionelle rettelser i lokalplanen, som ikke ændrer planens indhold eller bestemmelsernes betydning.
Se oversigt over indkomne høringssvar og indarbejdede ændringer i hvidbogen som vedlægges som bilag til den digitale lokalplan.
Se referat fra den politiske behandling af høringssvar og endelig vedtagelse af planen: https://dagsordener.gribskov.dk/vis?id=cd5d9803-8489-447e-a56f-7b2f8782db0c&punktid=e59a4eea-d503-4539-9367-a2a5b7b02d31
Planer kan ses på www.plandata.dk og på kommunens digitale planportal samt online på kommunens biblioteker.
Retsvirkninger for lokalplan
Efter endelig vedtagelse og offentliggørelse af en lokalplan må ejendomme, der er omfattet af planen, kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, jf. Planlovens § 18.
Den hidtidige lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v., der er indeholdt i planen.
Byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser under forudsætning af, at det ikke ændrer den særlige karakter af de områder, der søges skabt ved lokalplanen.
Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Klagevejledning
Gribskov Kommunes afgørelse kan påklages til Planklagenævnet.
Hvad kan du klage over?
Du skal være klageberettiget for at kunne klage, dvs. have en væsentlig retlig interesse i sagens udfald.
Derudover kan du kun klage over retlige spørgsmål, jf. Planlovens § 58-62. Dvs. at du fx. kan klage over afgørelser, hvis du mener, at kommunen har fejlfortolket loven eller planbestemmelser, eller ikke har overholdt de gældende procedure- og kompetenceregler. Du kan derimod ikke klage over, at du er uenig i kommunens beslutning. Det er Planklagenævnet, der vurderer, om din klage omfatter et retlig spørgsmål.
Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Planklagenævnets klageportal
Ønsker du at klage, sker det gennem Planklagenævnet efter Lov om Planklagenævnet (lov nr. 1658 af 20. december 2016). Du skal sende din klage til Planklagenævnets klageportal som findes via https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/. Du kan også finde Klageportalen via www.borger.dk eller www.virk.dk.
Efterfølgende kommunikation om klagen sker også gennem Klageportalen.
Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Gribskov Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Gribskov Kommune. Gribskov Kommune videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på www.naevneneshus.dk
Planklagenævnets afgørelse kan der kun klages over til domstolene. Dette skal ske senest 6 måneder efter, at nævnets afgørelse er truffet, jf. Planlovens § 62, stk. 1.
